Aflysning af koncert

På grund af sygdom har vi været nødsaget til at aflyse koncerten den 8. og 9. september i København. Det er rigtig ærgerligt, men den slags ting der sker. Vi fortæller om næste koncert - dato og sted, her så snart vi har den klar, så besøg vores side fra tid til anden! (6. september 2004).

 

Operafortællinger på Borups Højskole

Den 8. og 9. september kl. 19.30 er Operafortællingerne rykket til København. Borups Højskole midt i København danner rammen om to forestillinger og igen er det Edith Guilluame der  fortæller og synger Carmen og Nikolaj Schiøtz i operafortællingen Don Juan.

Operafortællinger er en ny måde at opleve opera på: En operasanger fortæller, spiller og synger så historien og figurene i operaen står lys-levende. Det er en fantastik indføring i opera-genren for alle - større børn såvel som voksne.

Billetter kan købes på BilletNet  - prisen er 120,00 kr. pr. person / 90,00 kr. for børn under 16 år.

 

Nikolaj Schiøtz og Astrid Berg til Brunch på TV2 Lorry

Torsdag den 29. april var Nikolaj Schiøtz og Astrid Berg i Brunch - formiddagsprogrammet på TV2 Lorry for at fortælle om operafortællingerne. I et langt indslag talte de med studievært Betina Bundgaard om hvorfor DivaStoria har udviklet konceptet Operafortællinger og opfordrede teaterchefer rundt om i landet til at købe forestillingen for at medvirke til at få operaen bredt ud til et større publikum.

Indslaget kan ses på TV2 indtil den 10. maj - klik her

 

Eksperimentet lykkedes - stor succes i FrederiksborgCentret

25. april var der verdenspremiere på operafortælling "live" i FrederiksborgCentret i Hillerød. Det var et eksperiment at invitere et stort publikum ind for at høre historierne Carmen og Don Juan blive fortalt, og vi er ovenud tilfredse med at kunne konstatere at eksperimentet lykkedes til fulde.

Ikke blot kom der knap 400 mennesker til de to forestillinger - imponerende, når man tager i betragtning, at ingen kunne vide hvad de gik ind til. Men det mest positive var, at operafortælling fungerede fremragende på scenen.

Vekselvirkningen mellem historiefortælling, eminent leveret af Edith Guillaume og Nikolaj Schiøtz, som i ugen op til forestillingen blev løftet op på et højt entertainerniveau af instruktøren Joen Bille, og musikken fra operaen, leveret af en musiktrio bestående af nogle af vores bedste klassiske musikere, skabte en meget dynamisk forestilling.        

 Frederiksborg Amts Avis skrev d.26.4.-2004:

"Med Mozarts Don Juan og Bizets Carmen er det nye foretagende DivaStoria på sikker grund".

"Det lykkedes forbavsende godt for den ledsagende trio... De tekniske billeprojektioner lykkedes også.... i kraft af Otto Dickmeiss´ dukketeaternaive, tydelige personer og baggrund med tilhørende forbidrivende skyer, fugle og blomster og eksempelvis uendeligt mange forførte Donna Anna´er i en stadigt faldende strøm, tilrettelagt af Michael Bing."

"Det store eftermiddagspublikum nød de to timer i operafortællingens verden."

 

Smagsprøve på Operafortællinger i Lyngby Storcenter

Den 1. april kan man finde DivaStoria på Store Torv i Lyngby Storcenter hvor kunstneren Lina Murel Jardorf har bygget sit atelier op, og viser sin kunst frem. Operasanger Nikolaj Schiøtz giver i tidsrummet 17.00 - 19.00 bl.a "smagsprøver" på . Operafortællingen Don Juan. se mere her.

 

Verdenspremiere i Hillerød

Søndag den 25. april 2004 danner FrederiksborgCentret i Hillerød ramme om VERDENSPREMIEREN på Operafortællinger. Edith Guillaume og Nikolaj Schiøtz fortæller historierne, Carmen og Don Juan, som de er. Ikke et ord om operaen eller komponisterne, men derimod selve fortællingen  - dramatiseret, direkte og levende. De fortæller, de synger, de vender igen tilbage til historien, og bringer dermed operaens figurer helt ud på scenekanten.

Et tremandsorkester bestående af nogle af vores bedste klassiske musikere: Søren Elbæk, Jesper Lützhøft og Hans Nygaard akkompagnerer, mens en "storskærm" diskret visualiserer det musikalske eventyr.

Forestillingen fremstår som ren underholdning uden pædagogiske bagtanker. Men ved at afklæde operaen dens måske lidt for fornemme klæder, og i stedet iføre den et afslappet nutidssprog, bliver operafortællingerne samtidig en fremragende indgangsvinkel til den oprindelige opera for de mange voksne, der har det lidt dobbelt med genren, og er på én gang fremmedgjorte og tiltrukkede. De lidt større børn, der endnu ikke er blevet så  "kulturbevidste", at de har mistet deres nysgerrighed overfor, hvad opera egentlig er for noget, er også meget velkomne.

Der spilles to forestillinger: kl. 15.00 og 19.30. Billetter kan købes på  www.billetnet.dk


DivaStoria sender to første cd'ere på gaden

I november kom DivaStorias to første produkter på gaden. Det er "Carmen - fortalt af Edith Guillaume" og "Don Juan - fortalt af Guido Paevatalu", som er sendt på gaden i samarbejde med DR Multimedie og Universal.

Tegningerne og billederne på coverne og i de tilhørende hæfter går igen her på DivaStorias hjemmeside. Tegningerne er af Otto Dickmeiss og billederne af Henrik Dithmer.

   

Cd'erne kan bestilles på www.dr.dk

Startside